Ringer du?

Reklame -AiossRinger du? første rabatkode :-) Brug rabatkoden Ringerdu og få 100kr rabat på de første 3 leveringer af aioss på abonnement.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 8, og dermed også det sidste afsnit fra Grønland.Vi gjorde det.Efter otte dage i den grønlandske natur, utallige kilometer, ømme ben, kolde nætter, frysetørret mad, snack-abstinenser og en overraskende mængde toiletbesøg fra især én deltager, kom vi endelig i mål.I dette sidste afsnit ser vi tilbage på hele turen.Vi snakker om de største oplevelser, de hårdeste dage, de bedste grin, de værste beslutninger og om, hvorvidt vi nogensinde kunne finde på at gøre noget lignende igen.Og så skete der noget magisk, da vi endelig nåede civilisationen.For der var en restaurant.Den havde åbent.Og den serverede mad.Det var næsten for meget at håndtere.Der blev bestilt fadøl. Kasper Fisker blev mistænkeligt hurtigt i godt humør efter et par små fadøl, mens Kasper Kirkegaard forvandlede sig til et rovdyr, så snart der stod mad på bordet. Alle manerer, al selvkontrol og enhver form for tålmodighed forsvandt øjeblikkeligt.Men vigtigst af alt: Tusind tak.Tak til alle jer, der har fulgt med på turen. Tak fordi I har lyttet til vores dagbog, sendt beskeder, heppet på os og støttet indsamlingen til Legeheltene.Da vi tog afsted, havde vi ingen idé om, hvor meget opbakning vi ville møde undervejs. At indsamlingen nu har rundet 115.000 kroner, er fuldstændig vanvittigt.Vi er simpelthen så glade, stolte og taknemmelige.Hvis du stadig har lyst til at støtte, kan du stadig bidrage via MobilePay 132572.Fra bunden af vores hjerter:Tak fordi I tog med os til Grønland.Kærlig hilsenKasper & Kasper

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 7, og vi kan lige så godt være ærlige:Vi er trætte.I dag har været den hårdeste etape på hele turen.Vi har nemlig valgt at gå ekstra langt for at gøre morgendagens sidste etape lidt kortere, så vi er sikre på at nå båden i den lille bygd, hvor eventyret slutter. Det lød som en god idé, da vi tog beslutningen.Vi har kæmpet os gennem vanvittigt mange højdemeter, uendelige bakker og noget af det mest modbydelige krat, Grønland har kunnet opdrive. På et tidspunkt føltes det ærligt talt som om naturen aktivt forsøgte at få os til at vende om.Kasper Fisker har været presset.Mens Kasper Kirkegaard desværre ser ud til at være i irriterende god form. Han hopper stadig rundt som en glad labrador, mens resten af kroppen hos Kasper Fisker efterhånden er gået i overenskomstforhandling med hjernen.Da vi endelig nåede frem til dagens lejrplads, blev vi mødt af en høj dal, en frossen sø, sne, blæst og kulde.Massiv kulde.Vi ligger nu ved en frossen sø, mens vinden rusker i teltet, og for første gang på turen er vi nået til det punkt, hvor vi egentlig bare gerne vil i mål.Men inden teltet overhovedet kom op, lykkedes det naturligvis Kasper Kirkegaard at levere dagens sidste kapitel.For lige da vi kom frem, og alle skulle i gang med at sætte lejr op, meldte snack-maven sig igen.Så mens resten af holdet begyndte at slå telte op, forsvandt Kasper Kirkegaard endnu en gang ud i landskabet for at føre en meget privat samtale med naturen.Men trods kulde, træthed, ømme ben og et fordøjelsessystem, der stadig arbejder på højtryk, er humøret heldigvis intakt.Nu mangler vi bare én nat.Én sidste morgen.Og én sidste etape.Så er vi i mål.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 6, og hvis vi skal opsummere dagen med ét ord, så må det være:Kasper Kirkegaard shitshow.For hold nu op, hvor har det været et døgn, der har budt på den ene mærkelige beslutning efter den anden.Det hele startede allerede i går aftes, da Kasper blev sendt ned for at hente vand til kaffe og aftensmad. En opgave, som de fleste mennesker ville mene var rimelig overskuelig.Men ikke Kasper.For mens resten af gruppen tænkte “bækvand”, tænkte Kasper åbenbart “havvand”. Så han kommer stolt tilbage med flere liter iskoldt saltvand direkte fra havet, klar til at servere kaffe med en diskret smag af hav.Hele flokken knækkede sammen af grin.Til gengæld var han så sød og charmerende i sin fejltagelse, at han blev tildelt ekspeditionens fineste hædersbevisning:Bamsen Sonja.Dagen blev dog reddet, da vi efter en brutal omvej på omkring otte kilometer nåede frem til den bygd, som vi havde drømt om i flere dage.Og vigtigst af alt:Købmanden havde åbent.Problemet var bare, at Kasper Kirkegaard tilsyneladende forsøgte at købe hele butikken. Der blev handlet snacks i et omfang, som burde udløse en samtale med banken, og kort efter begyndte han at proppe det hele i hovedet med en fart, der normalt kun ses hos folk, der frygter en kommende hungersnød.Resultatet?Ondt i maven.Meget ondt i maven.Og det leder os frem til dagens absolutte højdepunkt.Klokken 13 skulle vi holde en lille mindehøjtidelighed for en person med stor betydning for en af deltagerne på turen. Hele gruppen samles. Stemningen er alvorlig. Alle står klar.På nær én.For netop som ceremonien skal begynde, vælger Kasper Kirkegaard at gå på toilet bag en sten.Fuldstændig uvidende.Så mens resten af gruppen står i stilhed og markerer et rørende øjeblik, sidder Kasper Kirkegaard nogle hundrede meter væk og kæmper med konsekvenserne af sine 800 kroners snacks.Da han kommer tilbage, aner han ikke, hvad der er foregået.Og det gjorde det hele endnu sjovere.Så ja.Dag 6 blev dagen, hvor Kasper Kirkegaard hentede havvand, vandt bamsen Sonja, tømte en købmand, ødelagde sin mave og missede en mindehøjtidelighed.Alt sammen på ét døgn.Det er faktisk imponerende.Selv efter Kasper Kirkegaard-standarder.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 5, og hvis vi troede, vi frøs tidligere på turen, så tog vi fejl.Hold nu op, hvor har vi haft en kold nat.Det er som om, kulden bider lidt ekstra nu. Måske fordi vi efterhånden har brugt det meste af energien. Måske fordi vi er så sultne, at kroppen er begyndt at drømme om kalorier. Vi ved det ikke.Det eneste vi ved er, at vi stadig snakker ufatteligt meget om snacks.Faktisk så meget, at der skete noget helt uventet i dag.Kasper Kirkegaard overraskede nemlig alle – især Kasper Fisker – da han pludselig trak en chokolade bar frem, som han havde gemt til os.Problemet er bare, at han har gået rundt med den i lommen i fem dage, så den har konsistens som en lun leverpostej. Men på det her tidspunkt kunne den have ligget i en mudderpøl, og vi havde stadig spist den med glæde.Det var et af dagens absolutte højdepunkter.Nu er blikket rettet mod i morgen, hvor vi forhåbentlig når frem til en lille bygd. Vi har hørt, at den skulle være utrolig smuk, og det glæder vi os selvfølgelig til at opleve.Men hvis vi skal være helt ærlige…Så fylder én tanke mere end de flotte udsigter.Måske.Bare måske.Findes der en lille kiosk.Og måske.Bare måske.Har den åbent.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 4, og hvis der er ét emne, der har fyldt mere end udsigten, fjeldene og vores ømme ben i dag, så er det snacks.Vi har snakket om snacks. Vi har drømt om snacks. Vi har rangeret snacks. Vi har diskuteret, hvilke snacks vi savner mest. Og vi er stadig ikke blevet enige om, hvorvidt tørret kød overhovedet kan kategoriseres som en snack, eller om det bare er noget, man spiser, når alle de rigtige snacks er væk.Kort sagt: Vi er blevet de mennesker, der kan bruge flere timer på at diskutere en pose sour cream & onion chips.Derudover er der sket noget helt vanvittigt.Kasper Kirkegaard har slået telt op.Helt selv.Vi ved ikke, om det skyldes personlig udvikling, held eller en fejl i universet, men det skete. Og det betyder naturligvis, at Kasper K nu mener, at han har optjent mindst én tjeneste til gengæld. Også selvom Kasper Fisker selv både har slået telt op og taget det ned et utal af gange tidligere på turen.Men lad os være ærlige.Vi er så sultne nu, at det eneste, vi rigtig kan tænke på, er mad. Ikke gourmetmad. Ikke restaurantmad.Bare snacks.Og vi er efterhånden begyndt at ligne to mænd, der kunne starte en podcast kun om snacks.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 3, og det er nok den dag på turen, hvor vores humør har været mest oppe… og mest nede.For i dag var dagen, hvor vi endelig skulle se Indlandsisen. Vi havde glædet os, håbet, drømt og krydset fingre. Men sådan gik det ikke.Indlandsisen har simpelthen flyttet sig så meget, at vores guider vurderede, at vi ikke kunne nå den. En beslutning vi selvfølgelig måtte acceptere… men lad os bare sige, at der var en vis skuffelse i lejren. Især Kasper Fisker skulle lige bruge lidt tid på at komme sig over, at et af turens absolut største mål forsvandt lige foran næsen på os.Derudover har vi fundet ud af, at Kasper Kirkegaard besidder et mod, som kun de færreste mennesker har. Han tør nemlig slå en prut midt ude i den grønlandske ødemark. Det lyder måske ikke af meget, men når kosten primært består af frysetørret mad, så er det en disciplin, der kræver både selvtillid og risikovillighed.Vi bliver også enige om, at vi nok burde have taget et førstehjælpskursus, inden vi drog afsted. For hvis en af os pludselig falder ned ad et fjeld eller træder forkert på en sten, er vi ikke helt sikre på, at den anden kan mere end at sige: “Det ser ikke godt ud.”Så dag 3 bød på skuffelse, store følelser, modige prutter og erkendelsen af, at vores overlevelsesevner måske er en lille smule overvurderede.Men Grønland er stadig vanvittigt smukt. Og eventyret fortsætter.

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 2, og lige nu kan vi næsten ikke tænke på andet end det, der venter i morgen:Indlandsisen.Vi håber at komme til at gå på indlandsisen, stå på indlandsisen, kysse på indlandsisen og generelt bare opleve indlandsisen på alle lovlige måder. Om man må lave en lort på indlandsisen, finder vi forhåbentlig aldrig ud af.Derudover har dagen faktisk været en succes. Kasper Fiskers ankel har det bedre, Kasper Kirkegaards rygsæk er stadig mistænkeligt let, og den første nat i telt er gået overraskende godt.En stor del af æren tilfalder i øvrigt det liggeunderlag, som Kasper Kirkegaard gav Kasper Fisker i fødselsdagsgave. Vi har også kæmpet os op ad en vanvittigt stejl skrænt, hvor både lunger, ben og livsvalg blev testet. Undervejs lykkedes det Kasper Fisker at tabe låget til sin drikkedunk, og da katastrofen indtraf, var Kasper Kirkegaard naturligvis til absolut ingen hjælp, da han på det tidspunkt sov tungt efter frokost.Kort sagt: Vi er trætte, vi er beskidte, vi er lettere ømme – og vi er mere spændte end nogensinde på, om vi i morgen får lov til at sætte fødderne på den største ting på vores Grønlands-bucketliste.Indlandsisen venter.

Så er Kære Dagbog skudt i gang, og her får du historien om dag 1 af vores Grønland-ekspedition.Det hele starter meget dramatisk, da vi bliver sejlet ud i den grønlandske ødemark og nærmest jægersoldat-agtigt bliver læsset af fra en stor speedbåd til en lille gummibåd, før vi rammer land og ekspeditionen for alvor begynder.Vi ser dyr allerede fra første minut. Nogle af dem er mere imponerende end andre, men rensdyr blev det da til.Vi snakker også om Kasper Kirkegaards taske, som på mystisk vis er den letteste af alles – selvom han på papiret burde være den stærkeste mand på holdet. Hvordan det hænger sammen, forsøger vi stadig at finde ud af.Derudover er Kasper Fiskers ankel allerede under mistanke, efter mange kilometer i skråt terræn, og spørgsmålet er nu, om anklen holder længere end humøret.Dag 1 er overstået. Vi er trætte, beskidte, lettere bekymrede og meget spændte på den første nat i telt.Grønland har allerede budt på eventyr – og vi er kun lige begyndt.