Ringer du?

Så er det blevet tid til Kære Dagbog – Dag 7, og vi kan lige så godt være ærlige:

Vi er trætte.

I dag har været den hårdeste etape på hele turen.

Vi har nemlig valgt at gå ekstra langt for at gøre morgendagens sidste etape lidt kortere, så vi er sikre på at nå båden i den lille bygd, hvor eventyret slutter. Det lød som en god idé, da vi tog beslutningen.

Vi har kæmpet os gennem vanvittigt mange højdemeter, uendelige bakker og noget af det mest modbydelige krat, Grønland har kunnet opdrive. På et tidspunkt føltes det ærligt talt som om naturen aktivt forsøgte at få os til at vende om.

Kasper Fisker har været presset.

Mens Kasper Kirkegaard desværre ser ud til at være i irriterende god form. Han hopper stadig rundt som en glad labrador, mens resten af kroppen hos Kasper Fisker efterhånden er gået i overenskomstforhandling med hjernen.

Da vi endelig nåede frem til dagens lejrplads, blev vi mødt af en høj dal, en frossen sø, sne, blæst og kulde.

Massiv kulde.

Vi ligger nu ved en frossen sø, mens vinden rusker i teltet, og for første gang på turen er vi nået til det punkt, hvor vi egentlig bare gerne vil i mål.

Men inden teltet overhovedet kom op, lykkedes det naturligvis Kasper Kirkegaard at levere dagens sidste kapitel.

For lige da vi kom frem, og alle skulle i gang med at sætte lejr op, meldte snack-maven sig igen.

Så mens resten af holdet begyndte at slå telte op, forsvandt Kasper Kirkegaard endnu en gang ud i landskabet for at føre en meget privat samtale med naturen.

Men trods kulde, træthed, ømme ben og et fordøjelsessystem, der stadig arbejder på højtryk, er humøret heldigvis intakt.

Nu mangler vi bare én nat.

Én sidste morgen.

Og én sidste etape.

Så er vi i mål.