I teorien

Den populærkulturelle forståelse af evolutionsteorien siger, at den stærkeste overlever. I Darwins originale formulering var det dog den bedst tilpassede, der overlevede. Bedst tilpassede til hvad? Til den særlige niche, som arten har skabt i naturen. Men dermed er begrebet om en niche pludselig ret interessant, også for en politisk analyse. For hvem definerer, hvad menneskets niche er?

Filosofien har i hvert fald siden Austins How To Do Things With Words? været bevidst om, at det at sige noget altid også er at gøre noget. Og at talehandlinger kommer i forskellige former og har forskellige slags effekter. Men hvad nu hvis man også kunne skrive en How To Do Things With Ears? Hvad vil det sige at lytte på forskellige måder - registrerende, aktivt forstående og intervenerende, fx? Vi øver os på at lytte ved at sige en hel masse om det.

For ikke så mange år siden ville det have virket bizart at påstå, at vi ville komme til at se en kulturkamp udspænde sig omkring den korrekte anvendelse af personlige pronominer. Men det har vi fået, og det er en kamp, der faktisk kan være svær at finde sine ben i. Det kan virke som om, vi enten må sige, at sproget skal fungere, som det altid har gjort, hvilket medfører, at non-binære og transkønnede slet ikke findes. Eller at der skal være plads til alle, og at man skal kunne vælge de pronominer, der passer bedst til én. Men måske er der også en tredje position, der siger, at vi altid kæmper med sproget, når det handler om køn - og at det ikke behøver ende i en konflikt mellem to uforenelige alternativer.

The aim of psychoanalysis is not to understand. It is to cause change. Maybe this simple radicality contains a perspective for broader cultural and political interventions? In this program, we begin with Freud's approach to the interpretation of dreams and to the unconscious, before we try to understand why Jacques Lacan was so opposed to understanding. We speak English, because we are accompanied by none other than Mladen Dolar.

Det umulige sker, siger man i visse filosofiske kredse. Blandt andet er Alain Badious teori om begivenheden blevet forstået på den måde. Men hvis det umulige sker, er det så umuligt? Er det fx kun umuligt i én forstand, eller relativt til en bestemt situation, men ikke umuligt i streng forstand? Hvis vi fastholder, at det umulige rent faktisk er umuligt, kan vi så tænke en anden måde, det ikke desto mindre er en virksom del af virkeligheden?

I utålmodighed med small talk har nogen fundet på at gå direkte til "big talk", dvs. til livets store spørgsmål, som man ligeså godt kan begynde at tale om uden omsvøb, så vi ikke spilder tiden og hinandens selskab. Men hvad nu hvis forskellen på "small talk" og "big talk" slet ikke er så stor, som det umiddelbart kan forekomme? Er det ikke svært at undslippe flosklernes domæne, hvis man fx bare begynder at tale om, hvad man gerne vil nå at gøre, før man dør? Måske er modsætningen til small talk slet ikke "big talk", men snarere, hvad Jacques Lacan kaldte "fuld tale", som kan melde sig i en helt almindelig samtale i en bil eller i et opgør med mediernes uforpligtende tale om både store og små problemer.

Nogle gange kan man komme i tvivl om det hele: Er det en drøm, jeg lever i? Har jeg taget helt fejl om alt, jeg troede på? Er det, jeg laver, i virkeligheden ubrugeligt? Tvivlen har et moment af galskab over sig. Kritikken er langt mere konstruktiv. Den analyserer, begrunder og bedømmer, men forbliver indenfor "reasonable doubt". Begge holdninger er dog måder at forholde sig skeptisk, afventende eller endda afvisende overfor et mere umiddelbart og "duperet" engagement.

Et rygte er et udsagn, der begynder at cirkulere, uden at det nødvendigvis har hold i noget, og som ingen rigtig ved, hvor kommer fra. Selvom rygter altid har haft et dårligt ry, er det dog lidt for letkøbt at ville overvinde fx de moderne mediers sladder og rygtedannelse med en "tilbagevenden til respekt for objektivitet og sandhed". (Rygtet om den uhildede objektivitet er selv noget overdrevet). Måske er det mere produktivt at undersøge, hvad det er, rygtet har fat i, når det tager fart.