I teorien

Socialdemokratiet har i 20-25 år forsøgt at komme på omgangshøjde med højrefløjen, når det kommer til mistænkeliggørelse af muslimske indvandrere. Frederik Vads "tredje erkendelse" fra 2024 var et forsøg på endelig at formulere en offensiv vision, der ikke bare halsede bagefter, men gjorde mistanken til et socialdemokratisk projekt. Men måske er det på tide at formulere en "fjerde erkendelse", så man ikke igen kommer for langt bagefter. Vi tilbyder derfor vores konsulentvirksomhed og foreslår et jungianisk perspektiv på den næste stramning af skruen: Ikke alene skal vi ikke stole på, at indvandrere er troværdige, bare fordi de overholder alle samfundets normer - de ved garanteret end ikke selv, hvad der styrer dem!

Findes der overhovedet en offentlighed længere - og hvordan får man den i tale? Offentlighed har at gøre med at lægge noget frem i det åbne ("offen"), men hvordan kan det så være, at man må skære en hel masse væk, hver gang man skal formidle noget til den brede offentlighed? Har vi en forventning om, at offentligheden er dum? Måske er det nødvendigt at genopfinde offentligheden, samtale for samtale, så vi får et bedre greb om, hvad der forbliver skjult, når noget gøres offentligt.

Næstenkærlighed er, at man næsten elsker, fordi noget står i vejen. Rent politisk kendes fænomenet fra højrefløjen, hvor EU, de fremmede, udviklingen osv. står i vejen for, at vi kan elske vores land. Her bliver næstenkærligheden nostalgisk. Der findes også andre varianter, som er mere kyniske og opgivende: Måske er det svært i dag at finde et projekt, som man kan engagere sig ubetinget i, men hvad gør man så? Vi tager i programmets sidste del et ryk fra næstenkærligheden til Næstekærligheden i Kierkegaards forstand.

En tatovering er en mærkning af kroppen. Den Anden indprentes i huden; kroppen indskrives i en symbolsk orden. For kvæget er det i en relation til en bedrift, for mennesket måske en relation til en fodboldklub, en elsket eller et visdomsord. Men samtidig er tatoveringen et meget intimt og personligt udtryk. Med tatoveringen viser jeg "mit sande jeg", måske endda så meget, at den kan betragtes på linje med et CV eller endda en gravsten. Er tatoveringen således en underkastelse under en orden eller en frigørelse fra en orden? Eller frigør man sig fra én orden ved at underkaste sig en anden? Vi undersøger tatoveringen med hjælp fra bl.a. Lacan og en bedstemor, der kan omskabe sit barnebarns tegninger til mønstre på en striktrøje.

Teddy Brask-Andersen er begyndt at sprøjte romaner ud, som bliver lavet med en AI-sprogmodel. Han prompter maskinen, men skriver ikke selv. Han læser faktisk heller ikke bøgerne. Er det forfatterens endegyldige død, vi er vidne til - eller er det snarere tekstens død? Hvad er det for et produkt, der bliver skabt, når en maskine bliver instrueret i at tilføje et "menneskeligt touch" - måske er det præcist det modsatte af, hvad der sker, når et menneske skriver og bliver overrumplet af det "umenneskelige", der sniger sig ind i teksten bag om ryggen på den skrivende. Vi kommer omkring Virginia Woolf, Noam Chomsky, De Røde Khmeer - og "gymnasiediskursen".

I debatten om privilegieblindhed er der den lidt oversete dimension, at blindheden selv er det største privilegium. Den måde, vi gør os selv blinde for vores privilegier, forhindrer et opgør med dem. Mens der findes naive måder at være blind for sine privilegier, findes der også mere raffinerede og oplyste måder, hvor viden om privilegiet selv bliver til en skærm, der beskytter mod handling. Vi kommer i afsnittet også ind på Justitias blindhed, en statue i Kasakhstan, John Rawls teori om et "uvidenhedens slør" og runder af med Undercover Boss.

Der er priser overalt. Fra Academy Awards til årets kassemedarbejder. Hvad er det med alle disse priser, og hvor går grænsen mellem en pris og en konkurrence? Vi undersøger prisernes ideologiske betydning og spørger, om pris-inflationen er et symptom på en form for hyper-sublimering, hvor alt skal gøres exceptionelt, fordi intet længere er værd at kæmpe for.

Når nogen skråsikkert hævder at være enten optimist eller pessimist, er der grund til at være på vagt. Ofte er den største optimist hemmeligt melankoliker og den mest pessimistiske i virkeligheden ganske godt tilfreds. Måske er det derfor, det virker troværdigt, når nogen viser begge sider? Som heavy metal-koncerterne, hvor lyrikken og musikken er ekstremt mørk og tiltroen til fællesskabet samtidigt massiv. Eller som da Troels Lund Poulsen blev afsløret i at være blevet instrueret i at smile og ligne en vinder. Vi undersøger, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt, og hvad man gør, hvis man vil arbejde sig hen imod en genuin optimisme.