I teorien

Nogle gange kan man komme i tvivl om det hele: Er det en drøm, jeg lever i? Har jeg taget helt fejl om alt, jeg troede på? Er det, jeg laver, i virkeligheden ubrugeligt? Tvivlen har et moment af galskab over sig. Kritikken er langt mere konstruktiv. Den analyserer, begrunder og bedømmer, men forbliver indenfor "reasonable doubt". Begge holdninger er dog måder at forholde sig skeptisk, afventende eller endda afvisende overfor et mere umiddelbart og "duperet" engagement.

Et rygte er et udsagn, der begynder at cirkulere, uden at det nødvendigvis har hold i noget, og som ingen rigtig ved, hvor kommer fra. Selvom rygter altid har haft et dårligt ry, er det dog lidt for letkøbt at ville overvinde fx de moderne mediers sladder og rygtedannelse med en "tilbagevenden til respekt for objektivitet og sandhed". (Rygtet om den uhildede objektivitet er selv noget overdrevet). Måske er det mere produktivt at undersøge, hvad det er, rygtet har fat i, når det tager fart.

Sommerferien er den største sammenhængende fritidsperiode i de fleste menneskers liv. Det er her, man selv kan bestemme, hvordan man vil bruge tiden uden at være styret af andres krav og forventninger. Eller er det? Hvad nu hvis der i virkeligheden ligger et uudtalt krav i kulturen om, at vi skal nyde vores ferie på netop vores egen, helt unikke måde - så vi kan vende tilbage til arbejdslivet med friske batterier og gode historier at fortælle? En slags feriearbejde, der handler om at tilrettelægge og gennemleve netop den rigtige ferie. Ikke desto mindre rummer selve dét, át ferien bare bliver ved i ganske lang tid, en mulighed for, at noget kan melde sig, som man ikke forventede - måske endda et spørgsmålstegn ved, om man overhovedet skal vende tilbage.

Der findes en lang række former for realisme, både i filosofien, politikken og populærkulturen. Oftest handler de om i én eller anden forstand "at sige tingene, som de er." Men måske overser de fleste former for realisme, hvordan deres egen, subjektive engagement ikke desto mindre er aktivt i den angiveligt nøgterne forståelse af verden. Med udgangspunkt i antagelsen om, at enhver realisme rummer sin egen, partikulære desillusion, undersøger vi, hvordan skuffelsen over at have opgivet sine egne illusioner vender sig til aggression, til selvtilfredshed eller til ideologi.

Videnskaben kan ikke bruge anekdoter til noget, fordi de ikke kan generaliseres. Kulturen er fuld anekdoter, fordi mennesker ynder at fortælle historier fra deres egne liv, som siger noget om, hvem de er. Måske er der dog en tredje måde, anekdoten kan bruges på. Som sandhedens sted, hvor anekdoten kan opbevare og udtrykke noget, der overgår den, der fortæller anekdoten.

For den, der arbejder med begrebet om neurodiversitet, er alle hjerner forskellige. Imidlertid er problemet, at vi samfundsmæssigt opretholder bestemte forestillinger om normalitet, hvilket gør nogle til neurodivergente, i forhold dem man kan kalde neurotypiske. Det er et problem, fordi adgangen til deltagelse i samfundet er betragteligt sværere for neurodivergente. Selvom begrebet om neurodiversitet har visse fordele i kampen for et mere mangfoldigt samfund, har det måske også sine egne blinde punkter. Når man er sin hjerne, bliver der så plads til subjektivitet? Kan man afvige fra sig selv og den måde, samfundet (sproget, kulturen) i det hele taget sætter én på?

Hvorfor har en gruppe studerende slået sig ned i en have på Københavns Universitet? Hvad handler deres protester om, og hvordan bør universitetet reagere på det? Det er udgangspunktet for en undersøgelse af, hvad "camping" i virkeligheden er for et fænomen. Vi afsøger det som aktivisme, der indeholder (mindst) fire dimensioner: Som besættelse; som midlertidigt, undersøgende campistfællesskab; som en reference til sin egen dystre baggrund, nemlig den ufrivillige internering i flygtninge- eller koncentrationslejre, og til sidst som et opråb til universitet selv om, hvad dets campus kan og bør lægge grund til.

Svend Brinkmann og Dronning Margrethe var for nogle år siden begge fortalere for "det unyttige", dvs. for at huske at gøre noget, der ikke tjente et eller andet instrumentelt formål, men havde "værdi i sig selv". Men hvem bestemmer egentlig, hvilke former for unyttig beskæftigelse, der har værdi i sig selv - og kan det overhovedet lade sig gøre at beskæftige sig med noget, der ikke i sidste ende alligevel tjener ét eller andet ideologisk fantasme (sundhed, velvære, restitution før nye arbejdsopgaver)? Kan det unyttige blive til "det ubestemtes terræn", hvor det virkelig er åbent, hvad det får af effekter?

Der er det, du siger, og så er der det, jeg hører, at du siger. Der er det semantiske indhold i en sætning, og så er der den forventning, vi møder den med, og den stemning eller intention, vi tilskriver den. Der er med andre ord, udover semantik, også "metasemantik". Det er fx derfor, vi altid hører svenskerne sige, at de har store problemer med indvandring, uanset hvad, de faktisk siger. Det spændende er, når nogen fucker op i vores metasemantik. Det var måske netop, hvad en digter som Yahya Hassan formåede.