I teorien

Man hører oftere og oftere, at folk siger "verdenen" i stedet for "verden", fx: "Verdenen er et vildt sted lige nu". Der kan naturligvis være tale om en almindelig sproglig glidning, men vi påstår, at der er mere til det. Hvad betyder det lille symptom? Prøver vi at overbevise os selv om, at verden(en) hænger sammen og er overskuelig, på samme måde som de mere afgrænsede og bestemte verdener som bankverdenen, kunstverdenen, sportsverdenen? I bankverdenen kender man koderne og reglerne på en helt anden måde end i verden som sådan. Imidlertid er selve det at sige "verdenen" jo bogstaveligt talt, helt fonetisk, mere kompliceret end bare at sige "verden". Så snyder vi os selv?

Den populære forståelse af følelser er, at de sidder indeni. Det er derfor, det kræver arbejde at komme i kontakt med dem. Men når man så endelig er kommet i kontakt, er de til gengæld det mest autentiske, der findes: "Det er bare sådan, jeg har det!" Vi udfordrer denne forståelse af følelser og foreslår i stedet at tale om affekter, der altid provokeres udefra. Som i filmen "Falling Down" med Michael Douglas, hvor en helt almindelig mand pludselig ikke kan holde samfundet ud mere og går amok. Måske er det perverst at være i kontakt med sine følelser, mens det er hysterisk, når man lever i en tilstand af irritabilitet og affekt?

Den populærkulturelle forståelse af evolutionsteorien siger, at den stærkeste overlever. I Darwins originale formulering var det dog den bedst tilpassede, der overlevede. Bedst tilpassede til hvad? Til den særlige niche, som arten har skabt i naturen. Men dermed er begrebet om en niche pludselig ret interessant, også for en politisk analyse. For hvem definerer, hvad menneskets niche er?

Filosofien har i hvert fald siden Austins How To Do Things With Words? været bevidst om, at det at sige noget altid også er at gøre noget. Og at talehandlinger kommer i forskellige former og har forskellige slags effekter. Men hvad nu hvis man også kunne skrive en How To Do Things With Ears? Hvad vil det sige at lytte på forskellige måder - registrerende, aktivt forstående og intervenerende, fx? Vi øver os på at lytte ved at sige en hel masse om det.

For ikke så mange år siden ville det have virket bizart at påstå, at vi ville komme til at se en kulturkamp udspænde sig omkring den korrekte anvendelse af personlige pronominer. Men det har vi fået, og det er en kamp, der faktisk kan være svær at finde sine ben i. Det kan virke som om, vi enten må sige, at sproget skal fungere, som det altid har gjort, hvilket medfører, at non-binære og transkønnede slet ikke findes. Eller at der skal være plads til alle, og at man skal kunne vælge de pronominer, der passer bedst til én. Men måske er der også en tredje position, der siger, at vi altid kæmper med sproget, når det handler om køn - og at det ikke behøver ende i en konflikt mellem to uforenelige alternativer.

The aim of psychoanalysis is not to understand. It is to cause change. Maybe this simple radicality contains a perspective for broader cultural and political interventions? In this program, we begin with Freud's approach to the interpretation of dreams and to the unconscious, before we try to understand why Jacques Lacan was so opposed to understanding. We speak English, because we are accompanied by none other than Mladen Dolar.

Det umulige sker, siger man i visse filosofiske kredse. Blandt andet er Alain Badious teori om begivenheden blevet forstået på den måde. Men hvis det umulige sker, er det så umuligt? Er det fx kun umuligt i én forstand, eller relativt til en bestemt situation, men ikke umuligt i streng forstand? Hvis vi fastholder, at det umulige rent faktisk er umuligt, kan vi så tænke en anden måde, det ikke desto mindre er en virksom del af virkeligheden?

I utålmodighed med small talk har nogen fundet på at gå direkte til "big talk", dvs. til livets store spørgsmål, som man ligeså godt kan begynde at tale om uden omsvøb, så vi ikke spilder tiden og hinandens selskab. Men hvad nu hvis forskellen på "small talk" og "big talk" slet ikke er så stor, som det umiddelbart kan forekomme? Er det ikke svært at undslippe flosklernes domæne, hvis man fx bare begynder at tale om, hvad man gerne vil nå at gøre, før man dør? Måske er modsætningen til small talk slet ikke "big talk", men snarere, hvad Jacques Lacan kaldte "fuld tale", som kan melde sig i en helt almindelig samtale i en bil eller i et opgør med mediernes uforpligtende tale om både store og små problemer.

Hvorfor har podcasten "I teorien" holdt pause, og hvordan kan det være, at tænkning er det, der som regel kommer til sidst i hierarkiet af ting, man bruger tid på? Når alle møder er holdt, arbejdet leveret, underholdningen konsumeret, og der er tilbragt kvalitetstid med venner og familie, så er der måske en smule tid, men ak, er det så ikke for lidt, og kan det i grunden ikke være lige meget? Vi undersøger tidspyramiden og kommer med forslag til, hvordan den kan vendes på hovedet.