I teorien

Den radikale handling forbindes ofte med en form for arrogance - og ikke uden grund. Ofte kan det virke som den eneste udvej at forsvare sin radikalitet med arrogance, fordi man gør krav på noget, som ikke rigtig kan forsvares indenfor de bestående spilleregler (og "arrogance" kommer etymologisk set netop fra en ubegrundet hævdelse). Men kan der også være andre veje til radikaliteten? Kan man være ydmygt radikal eller endda via en ydmyg, moderat position arbejde sig frem til en sand form for radikalisme? Vi undersøger de forskellige veje til det radikale og advarer frem for alt mod arrogant moderateri.

Kan en gruppe tale? Måske sker der på et tidspunkt noget, når en mængde mennesker begynder at fungere sammen som gruppe. De taler til og med hinanden, men efterhånden begynder deres tale også at tage form som selvstændigt subjekt. Med hjælp fra den lacanianske psykoanalytiker Macario Giraldos skelnen mellem "dialogen i gruppen" og "gruppens dialog" forsøger vi at arbejde os hen imod, i hvilken forstand, man kan artikulere sin gruppes tale uden rigtig selv at være klar over det.

Det er blevet en almindelig patologi at være i tvivl om sit eget symbolske mandat: "Hvad berettiger mig egentlig til at udføre denne funktion? Hvad nu, hvis jeg bliver afsløret i slet ikke at være kvalificeret?" 70% af Magisterforeningens medlemmer har oplevet at føle sig som bedragere. Hvor de fleste taler for, at det handler om at komme ud af tilstanden hurtigst muligt, kunne man omvendt også sige, at der er noget rigtigt ved den tvivl, som den indebærer. Men kan man bruge den tvivl uden at blive slugt af den?

Hvis der findes begivenheder, så må der også kunne findes omvendte begivenheder. Vi undersøger, hvad der kan ligge i begrebet, og hvilke konsekvenser, der springer ud af det. Og ikke mindst, hvordan man undgår at lade en negativ begivenhed gøre én til en positiv idiot.

En indrømmelse er en form for rømning, hvor man giver plads - til det, man vedkender sig, eller til den anden, som man indrømmer overfor. Men kan der også komme en indrømmelse fra selve det rum, hvor der rømmes? Hvordan lyder det, når den store Anden indrømmer, at den ikke eksisterer? 

Hvor fra kommer modstanden mod læring? Har den altid at gøre med forfængelighed overfor at fremstå usikker eller uvidende, eller kan den også have at gøre med en form for troskab? Kan man være forfængelig på vegne af noget, der er vigtigere end én selv? Vi undersøger modstanden mod at løsne op og kommer bl.a. omkring Freuds alvorlige udtryk på fotografier og de mere og mere nævenyttige "icebreakere", der efterhånden vil tvinge os ud på dansegulvet overalt.