Danske Statsministre

Socialdemokratiske Viggo Kampmann var en økonomisk statsminister, som stod bag udvidelsen af velfærdsstaten i efterkrigstidens Danmark. Men som statsminister overskygger Kampmanns skandaler og forsvindingsnumre politikken – og hans storhedstid bliver som finansminister.Værter: Andreas Bach Mortensen og Nicolai Søndergård Kjær

Venstre-manden Erik Eriksen klarede på tre år at få nok stemmer til at vedtage en revideret grundlov, hvor kun få ting er ændret siden da. Og så var han den første Venstre-politiker, der dannede regering kun sammen med Konservative.Det var et svendestykke for Venstre-politikeren Erik Eriksen at lande en ny grundlov for Danmark i 1953. Det var blevet forsøgt af andre statsministre før ham - blandt andre Thorvald Stauning - uden held.Men Eriksen lykkedes med at revidere den eksisterende lov og fik blandt andet introduceret reglen om, at hvis Danmark afgiver suverænitet, skal der enten en folkeafstemning til eller opbakning fra 5/6 af Folketinget. En regel, der er blevet aktuel flere gange siden da.Han blev første gang valgt til Folketinget i 1935, blev første gang minister i befrielsesregeringen lige efter krigen, og da han blev statsminister i 1950, introducerede han ligeledes et nyt fænomen. Nemlig den først VK-regering i Danmarkshistorien.I denne udgave af Danske Statsministre kan du høre mere om Erik Eriksens vej fra sit landbrug på Fyn til toppen af dansk politik, om den samtid, som Eriksen regerede landet i, og om hvilke ændringer den nye grundlov førte med sig.

Selvom Hans Hedtoft kun blev 51 år, nåede han at gennemføre flere centrale beslutninger i sin tid som statsminister. Hør om Hedtofts betydning for danske jøders flugt under anden verdenskrig, en frygtet invasion fra Sovjetunionen og Danmarks NATO-medlemsskab.

Knud Kristensen sad som den anden statsminister efter afslutningen af anden verdenskrig, og det var derfor på et bagtæppe af krigens følger, at Kristensen skulle regere. Blandt andet blev et ønske om en ny grænsedragning afgørende for hans embedsperiode, hvor han trak overskrifter ved at mene noget forskelligt som privat-Knud og som statsminister-Knud. Sagen endte ikke, som han havde håbet, og kostede ham i sidste ende posten som statsminister, og i tiden efter mente han, at Venstre bevægede sig for langt i en retning, som han ikke kunne være en del af. Ved underskrivelsen af Grundloven af 1953 meldte Kristensen sig helt ud af Venstre og var med til at danne partiet De Uafhængige. Du kan høre mere om Knud Kristensen i denne udsendelse af podcasten Danske Statsministre, hvor Andreas Bach Mortensen og Nicolai Søndergård Kjær er værter.

Fra slutningen af 1942 sad Erik Scavenius på posten som statsminister. Men inden da var Scavenius anset som værende en dygtig diplomat og udenrigspolitiker, især fra hans tid som udenrigsminister under Første Verdenskrig, hvor han lykkedes med at holde Danmark ude af krigen, hvilket han efterfølgende høstede store roser for. Bare få måneder efter at Danmark blev besat af tyskerne i 1940, blev Scavenius udnævnt som udenrigsminister igen, og han blev i denne omgang kritiseret for at handle for egenrådigt, udover sit mandat og for at være for imødekommende over for tyskernes ønsker. Til ministermøder var der ligeledes historier om, at han opførte sig arrogant og bedrevidende over for de andre ministre. Da statsminister Thorvald Stauning blev spurgt til, om udenrigsminister Erik Scavenius var for venlig over for tyskerne, svarede Stauning: “Nej. Han er overhovedet ikke venlig!” Da Scavenius overtog posten som statsminister, forhandlede han tæt sammen med Nazitysklands udsendte rigsbefuldmægtige Werner Best og forsøgte at finde løsninger, der både passede til danskernes og tyskernes ønsker. Den tilgang blev kritiseret for at være for forstående over for tyskerne, mens andre mente, at det var en nødvendig tilgang over for så stærk en besættelsesmagt. I denne episode af Danske Statsministre, kan du høre mere om Erik Scavenius’ vej til statsministerposten og hans ledelse af landet under besættelsen.

Nazityskland havde stor betydning for begge Vilhelm Buhls regeringsperioder.Han sad som statsminister fra maj 1942 til oktober 1942, hvor tyskerne droppede den samarbejdspolitik, der havde eksisteret indtil da.Kort forinden den udvikling havde Vilhelm Buhl holdt sin såkaldte “stikkertale”, hvor han i et vanskeligt politisk miljø opfordrede danskerne til at samarbejde med de danske myndigheder, hvis man vidste noget, eller hvis man havde set mistænkeligt adfærd vendt mod den tyske besættelsesmagt.På trods af at frihedskæmperne endnu ikke var taget voldsomt til i antal på dette tidspunkt, fik dén udmelding mange danskere til at spærre øjnene op.Efter krigens afslutning var Buhl statsminister i den befrielsesregering, der bestod af ministre fra de såkaldte gamle partier og af udvalgte frihedskæmpere.Her var det en bunden opgave at få igangsat et retsopgør, og der skulle i denne periode træffes mange vanskelige valg over for dem, der samarbejdede med tyskerne under krigen.

Venstre-statsministeren Madsen-Mygdal er manden bag nutidens Landbrug & Fødevarer og en stærk ideolog. Han forsøgte blandt andet at skære 20 procent af statens udgifter, men mistede i sidste ende støttepartiernes opbakning i sin et-partiregering.

Kanslergadeforliget står tilbage som et svendestykke for Staunings periode. For at få råd til den aftale blev militæret samtidig nedrustet, og det havde stor betydning for Danmarks modstand mod tyskerne.