Nazityskland havde stor betydning for begge Vilhelm Buhls regeringsperioder.
Han sad som statsminister fra maj 1942 til oktober 1942, hvor tyskerne droppede den samarbejdspolitik, der havde eksisteret indtil da.
Kort forinden den udvikling havde Vilhelm Buhl holdt sin såkaldte “stikkertale”, hvor han i et vanskeligt politisk miljø opfordrede danskerne til at samarbejde med de danske myndigheder, hvis man vidste noget, eller hvis man havde set mistænkeligt adfærd vendt mod den tyske besættelsesmagt.
På trods af at frihedskæmperne endnu ikke var taget voldsomt til i antal på dette tidspunkt, fik dén udmelding mange danskere til at spærre øjnene op.
Efter krigens afslutning var Buhl statsminister i den befrielsesregering, der bestod af ministre fra de såkaldte gamle partier og af udvalgte frihedskæmpere.
Her var det en bunden opgave at få igangsat et retsopgør, og der skulle i denne periode træffes mange vanskelige valg over for dem, der samarbejdede med tyskerne under krigen.
","author_name":"Andreas Bach & Nicolai Kjær"}