Jeg møder Simonen søndag formiddag i hans lejlighed i Odense, hvor alt forgår i klassisk Simon-stil: roligt, reflekterende og meget i nuet. I dette afsnit af Bag Eliten tør godt love, at du får lov til at møde Simon på en måde du ikke har før, og der er flere gange i samtalen, hvor både Simon og jeg opdager noget nyt om os selv, netop fordi vi begge deler en stor interesse for psykologi.
Vi kommer også ind på de sorte huller medierne har været så glade for at kaste i hovedet på ham, og her er det bare så fedt, hvordan han svarer, at han ikke er bange for de sorte huller - og skulle det ramme ham en dag, så ved han, at han skal lære noget af det. Livet har lært ham, at det altid vil gå op og ned, og så længe du har modet til at lære af de mørke tider, og få den hjælp du har brug for, så er det langt fra et tabu, men mere en gave.
Episoden rummer i høj grad også en hyldest til hans familie, og særligt hans mor, Berit, der kontinuerligt har skabt rum til han bare kan få lov til at være Simon, og håndbolden, sociale medier og mediepresset ikke kommer til at tage overhånd. I hans ord ligger en omsorg og kærlighed til de mennesker, som på mange måder netop holder ham væk fra mørket og i stedet solidt plantet på jorden.
Jeg lærte at Simon er et menneske, som bruger sin tid og energi, dér hvor det giver mening for ham, er enormt god til at sætte grænser og kommunikere dem, men knap så god til at planlægge og strukturerer det hele. Han er allerhelst omgivet af de mennesker, hvor han bare kan være Simon og som lader håndbolden ligge på hylden. Han finder ro på vandet, og så har en stor interesse for at studere mennesker, og reflekterer over, hvordan de lever deres liv.