Hvorfor holder vi så meget af patina? Af irret kobber, slidte fabrikshaller, ældet whisky, gråsprængte silverfoxes? Måske kan vi godt lide forestillingen om, at tingene forædles og bliver mere og mere sig selv. Er det derfor, at nogen køber cowboybukser, der allerede er slidte? Og derfor, at Gud skabte verden med indbyggede fossiler? Vores teori er, at patinaens ontologi forhindrer os i at se verden som splittet og ufærdig.
","author_name":"Anders Ruby, Brian Benjamin Hansen, Henrik Jøker Bjerre"}